Jeg laver brugsting i stentøj. Det er ler, der er brændt ved så høj en temperatur (1260°), at det ikke suger vand og derfor er frostsikker.
Jeg hånddrejer krus, tallerkener, tepotter, kander, laver skilte og krus med navn på med mere. Når jeg dekorerer, er det ofte med blomster, striber, dutter og prikker.
Min keramik minder mange om gammeldags lertøj. Det tager jeg som et kompliment, for jeg har stor respekt for fortidens håndværk.
Jeg kan lide at lege med ler - lave fjollede ting, som skønne kvinder, dametasker og små huse beregnede for fantasivæsner som alfer.